Rafael Nadal tabte overraskende kvartfinalen ved grusturneringen i Rom, men han er ikke bekymret.

Tennisstjernen Rafael Nadal lignede sig selv trods mere end et halvt års coronapause, da han gjorde comeback med to suveræne sejre ved ATP-turneringen på grus i Rom.

Men lørdag tabte han overraskende til argentineren Diego Schwartzman i kvartfinalen efter en indsats langt under vanligt niveau.

I en alder af 34 år vil det altid føre til spekulation om, hvorvidt den ubestridte gruskonge gennem halvandet årti måske har passeret toppen af karrieren.

Det frygter Nadal dog ikke. Spanieren med de 19 grand slam-titler på cv'et er stadig overbevist om, at han er helt klar, når verdenseliten samles til Nadals favoritturnering, French Open, fra 27. september.

- Jeg kæmpede gennem hele kampen. Men når man taber så mange servepartier, kan man ikke forvente at vinde.

- Det er noget, jeg er nødt til at fikse. Og jeg ved, hvordan jeg skal gøre, lød det fra spanieren efter nederlaget ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det skal ske på træningsbanen, da turneringen i Rom var verdenstoerens sidste, inden det går løs i Paris. Her er han på jagt efter sin 13. French Open-titel.

I ni hidtidige møder med Schwartzman havde Nadal vundet alle inden lørdagens nederlag.

Skulle det lykkes spanieren at genvinde French Open, vil han tangere Roger Federers rekord for flest grand slam-sejre. Federer har 20 af slagsen og stiller ikke op ved French Open.

/ritzau/