Han har ikke stået på en tennisbane siden januar.
Kampen for at stå der igen er dog i fuld gang for den spanske tennisstjerne Rafael Nadal, der i øjeblikket genoptræner efter sin hofteoperation.
Men i et nyt interview med spanske Movistar deler Nadal nedslående nyt. Smerterne kan nemlig nogle dage være så voldsomme, at han ikke kan gå ned ad trapper.
»Smerten er ikke væk, men nu kan den kontrolleres. Der er øjeblikke, hvor min fod ikke vil lade mig leve i fred. Så selv det at gå ned ad trapper er svært for mig. Og det sker nogle gange,« siger han blandt andet ifølge Aftonbladet.
Det var under årets første grand slam, Australian Open, at den 22-dobbelte grandslam vinder måtte trække sig med en skade i hofteregionen.
Efterfølgende måtte Nadal melde afbud til flere turneringer blandt French Open, som spanieren ellers har vundet hele 14 gange.
I forbindelse med sin skadespause har den tidligere verdensetter også allerede meddelt, at 2024-sæsonen meget vel kunne være hans sidste.
Men først skal han dog tilbage på banen.
»Mit håb er at spille igen. At blive konkurrencedygtig igen. Det er ikke at vende tilbage og vinde French Open eller Australian Open igen. Jeg er klar over, at det på nuværende tidspunkt i mit liv er meget langt væk,« siger han i interviewet med Movistar.