Hele Tennisdanmark taler om Caroline Wozniacki lige nu.
For stopper danskeren karrieren? Eller fortsætter hun sit opsigtsvækkende comeback i 2025?
Efter sit dramatiske nederlag ved US Open kom den danske stjerne nemlig med en særdeles kryptisk melding om fremtiden. Og allerede inden grand slam-turneringen afslørede hun, at hun – på det tidspunkt – ikke ligefrem havde planer om at spille flere turneringer resten af året.
Derfor er der da også noget, der tyder på, at Caroline Wozniacki måske ikke er til rådighed for det danske landshold, som i november skal spille Billie Jean King Cup-kampe mod Mexico på hjemmebane.
Hos Dansk Tennis Forbund aner man da heller ikke, om den 34-årige verdensstjerne er til rådighed om to måneder, når der er landskampe på programmet.
»Vi har ikke hørt noget endnu, men vi regner med at tage kontakt til Caroline om et par uger og så høre, hvad hun har lyst til,« fortæller sportschef Jens Anker Andersen til B.T. og tilføjer:
»Vi har ikke været i kontakt med hende endnu, men det kommer vi til. Der er jo også et par måneder endnu. Vi skal først udtage holdet 28 dage før.«
Det var inden årets sidste grand slam-turnering, at Wozniacki pludselig meldte ud, at hun ikke regnede med at spille flere kampe i resten af 2024.

En melding, som Dansk Tennis Forbund dog ikke helt er klar over, da B.T. nævner det.
»Du ved mere end mig, kan jeg høre. Det var jeg ikke klar over,« lyder det fra Jens Anker Andersen.
Caroline Wozniacki imponerede endnu en gang ved årets US Open, og netop derfor håber sportschefen da også, at danskeren har tænkt sig at fortsætte karrieren.
Og gerne flere år.
»Med så god en spiller som Caroline, håber vi selvfølgelig, at hun spiller mange år endnu. Men det bestemmer hun jo helt selv,« forklarer han og afslutter:
»Så vi tager kontakt til hende og teamet for at høre, hvor de er henne, og hvad de har lyst til. Og så håber vi da, at hun har lyst til at stille op for Danmark i efteråret, og hvis hun ikke har det, så er det sådan, det er.«
Danmarks Billie Jean King Cup-kampe afvikles 15.-16. november i Farum Arena.

