Andy Murray var stærkt utilfreds med sin modstander Stefanos Tsitsipas efter et nederlag på 3-2 i sæt i første runde af US Open.

Årsagen var Tsisipas' otte minutter lange toiletbesøg under opgøret.

Kort efter kampen langede Murray ud efter grækeren, og dagen efter havde vreden ej lagt sig.

»Dagens fakta. Det tager Stefanos Tsitsipas dobbelt så lang tid at gå på toilettet, som det tager Jeff Bezos at flyve i rummet. Interessant,« skriver Murray i sit tweet dagen efter kampen.

Tæt på 77.000 mennesker har moret sig over og liket Murrays tweet. Samtidig har 14.000 retweetet det.

Og det er ikke kun fans, der har bemærket opslaget, men også spillere i tennisverdenen. Det er faktisk langtfra første gang, at Tsitsipas' toiletbesøg har vakt frustrationer hos grækerens modstandere.

Flere tennisspillere har blandet sig i debatten om grækerens besøg på potten. Den australske stjerne Nick Kyrgios er en af dem.

»Hvor mange gange går denne fyr ud for at lave nummer to?« skriver Kyrgios i et Instagram-opslag.

Græske Tsitsipas i kampen imod Andy Murray.
Græske Tsitsipas i kampen imod Andy Murray. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Også den tyske OL-guldvinder Alexander Zverev, der er fjerdeseedet i US Open, har bemærket hyppigheden og længden af grækerens pauser.

»Han gør det hver kamp. Det er normalt. Det skete for mig til French Open og Novak Djokovic i finalen. Han er væk i mere end ti minutter. Han skriver med sin far, og så kommer han ud med en helt ny taktik,« siger Zverev ifølge BBC.

I tennis er det ikke tilladt at gå på toilettet for at kommunikere med omverdenen. Og Tsitsipas har da også været ude og fuldkommen afvise Zverevs påstand.

Efter kampen mellem Murray og den græske spiller var Murray ude at sige, at der burde blive lavet om på reglerne for pauser.

»Der er ingen grænse for, hvor lang tid man kan forlade banen. Det er ikke kun den mentale side, der bliver påvirket, men også din krop. Man distraherer modstanderen og prøver at bryde deres rytme,« siger Murray.

Murray har efter sit udbrud fået en del opbakning af andre sportsstjerner, der bakker op om regelændringer, så spillerne ikke kommer til at stå i dette problem igen. Hvorvidt der er ændringer på vej vides ikke.

Natten til torsdag mødte Tsitsipas franskmanden Adrian Mannarino i anden runde ved US Open. Det endte med sejr til Tsitsipas, og han er derfor klar til tredje runde.