Han er Danmarks med bedste mandlige spiller, men på trods af det klinger navnet Mikael Torpegaard ikke ligefrem i danskernes bevidsthed.
Efter Caroline Wozniacki stoppede karrieren for et år siden, blev de unge stjerneskud Clara Tauson og Holger Rune udpeget som arvtagerne, men mandag landede en nyhed, der måske overraskede de fleste.
Mikael Torpegaard ramte nemlig de fleste medier, efter det stod klart, at han står på tærsklen til sin første grand slam-turnering i karrieren. Han skal derfor inden længe spille Australian Open sammen med alle verdensstjernerne down under.
Det er ni år siden, det sidst er sket for en dansk herresinglespiller, men alligevel er den 26-årige dansker så godt som ukendt i Danmark – og det er han godt selv klar over.

»Der er masser af danskere, der ikke har den fjerneste anelse om, hvem jeg er, men det kan da være, at det så småt ændrer sig nu,« fortæller en grinende Torpegaard fra sit hotelværelse i Melbourne til B.T.
Han er glad, lettet og motiveret over, at han inden længe får en stor drøm opfyldt, selvom han fortsat sidder i karantæne på et australsk hotelværelse.
For det har hverken været nogen nem eller helt normal rejse mod det, der nu ligner Torpegaards endelige gennembrud.
»Jeg har jo taget en lidt anden vej, end man normalt gør på tennistouren,« forklarer han.
Som 20-årig stod han over for en stor beslutning om at tage den direkte vej og gå professionel eller drage over Atlanten og bruge fire år på college.
Dengang var planen oprindeligt at tage den direkte og åbenlyse vej, men den 193 centimeter høje tennisspiller endte med at vælge Ohio State University. Et sted, Torpegaard har holdt fast i, efter han fik sin bachelor og sprang ud som professionel i 2018.
»Når jeg kigger tilbage, så var jeg på det tidspunkt overhovedet ikke moden nok til at have haft en chance som professionel. De fire år på Ohio State gav mig muligheden for at prioritere tennis, men stadig få en bachelor. Det gav mig også en vis ro at have noget at falde tilbage på, og det gav mig også tid til at udvikle mig uden for banen.«
Men selvom beslutningen endte med at være den helt rigtige, så har det også betydet visse udfordringer.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at min tid nok skulle komme, når jeg først slog rigtig igennem.Mikael Torpegaard
At være langt væk fra Danmark har nemlig gjort det vanskeligt for Torpegaard at kunne fortælle sin historie og være et ansigt, danskerne kender, ligesom han ofte også har skullet gå i defensiven, når han er blevet spurgt til de valg, han har taget.
»Mange tror, at folk tager på college for at slutte sin karriere derovre, og at det hele ender i fest og farver. Og det kan det også godt, men for mig har det været en top-seriøs beslutning for at kunne opnå mine mål som professionel,« forklarer danskeren, der aktuelt ligger nummer 193 på verdensranglisten.
»Det har aldrig været et problem at skulle svare på folks undren over mit valg, og jeg bebrejder dem heller ikke for at tænke på den måde, men jeg har virkelig ofte skullet forklare, hvorfor jeg ikke bare er gået professionel efter min juniorkarriere.«
Den vej har de unge stortalenter Clara Tauson og Holger Rune taget, og de har da også domineret overskrifterne herhjemme.

Derfor er det også en lidt uvant situation, at telefonen nu pludselig bimler og bamler, og at Torpegaard nu kan se sit eget navn beskrevet igen og igen.
»Jeg vil da rigtig gerne have, at folk ved, hvem jeg er, men jeg har også haft det okay med at stå lidt i skyggen af de andre profiler. For jeg har aldrig været i tvivl om, at min tid nok skulle komme, når jeg først slog rigtig igennem. Og den er tid er kommet nu med min kvalifikation.«
Alligevel er der særligt én ting, han glæder sig over, efter rampelyset nu i højere grad har ramt ham.
»Det er da sjovere at spille, når folk rent faktisk følger med og kan følge mig på min rejse. For det er en meget ensom rejse at være tennisspiller. Meget ensom. Så bare det at få noget opmærksomhed og føle, at flere følger med, gør da rejsen lettere. Det synes jeg faktisk er det fedeste aspekt, der er kommet.«
Australian Open skydes i gang i Melbourne 8. februar.