Daniil Medvedev slog Stefanos Tsitsipas og er klar til en finaleduel mod Novak Djokovic i Australian Open.

Det bliver Daniil Medvedev, der skal forsøge at skubbe Novak Djokovic af tronen i Australian Open.

Fredag spillede den russiske tennisprofil sig i finalen i grand slam-turneringen. Græske Stefanos Tsitsipas blev i semifinalen slået i overbevisende stil. Medvedev skulle kun bruge tre sæt og vandt med cifrene 6-4, 6-2, 7-5.

Dermed er den 25-årige russer klar til sin anden grand slam-finale. Det er dog lidt af en mundfuld, som venter ham. Novak Djokovic har vundet Australian Open otte gange - inklusive de seneste to udgaver.

Finalen spilles søndag morgen dansk tid.

Et russisk servebrud blev udslagsgivende i første sæt i fredagens semifinale. Medvedev gjorde det til 3-2 og lige efter 4-2. Grækeren formåede ikke at svare igen.

I andet sæt var Medvedev endnu mere ubarmhjertig. Russeren vandt to gange i Tsitsipas' udlæg - til 2-1 og 5-2 - og lukkede efterfølgende sættet i sikker stil uden at afgive point i sidste parti.

Nu var Stefonas Tsitsipas for alvor presset, og den unge græker var en kort tur i omklædningsrummet for at sunde sig mellem andet og tredje sæt.

Han skulle muligvis være blevet der længere. For Medvedev åbnede tredje sæt med igen at bryde sin modstanders serv.

Men Tsitsipas kæmpede videre. I 12. forsøg lykkedes det for den 22-årige tenniskomet at bryde Medvedevs serv. Det gjorde det til 3-3 og gav tydeligvis grækeren et boost.

Tsitsipas vågnede lidt op og kom også på 5-4, inden Medvedev skruede bissen på.

Med sin stærke serv, der gennem hele kampen havde givet ham gode arbejdsforhold, fik russeren udlignet, og med endnu et servebrud gjorde han det til 6-5.

Nu kunne Medvedev afgøre det i egen serv, og det skete da også uden slinger i valsen.

/ritzau/