Tennislegenden Boris Becker får efter alt at dømme en tidlig julegave.

For tyskeren bliver løsladt fra det britiske fængsel i næste uge. Det skriver flere medier, herunder Daily Mail og Mirror.

Samtidig bliver han udvist til Tyskland, da han er blevet godkendt i et såkaldt 'fast track'-program, der har til formål at sende udlændinge, der har begået kriminalitet, tilbage til deres hjemland for at frigive plads og ressourcer i de britiske fængsler.

Den tredobbelte Wimbledon-mester blev tilbage i april idømt to et halvt års fængsel, efter han blev erklæret konkurs og sidenhen gemte værdier for 22 millioner kroner for myndighederne.

Lige nu befinder Boris Becker, der startede med at afsone i skrækfængslet Wandsworth, sig i HMP Huntercombe i Oxfordshire, inden turen går hjem til Tyskland allerede i næste uge, og her slipper han ifølge medierne for at afsone den resterende tid af sin fængselsdom.

Dermed kan han fejre jul med sin familie, og en tidligere talsmand for tennisstjernen fortalte for et par uger siden, at det er noget, legenden ser frem til.

»Vi er glade for, at Boris nok bliver godkendt til en tidlig løsladelse og kan rejse til Tyskland, selvom England har været hans hjem i mange, mange år. Jeg er sikker på, det betyder meget for ham og hans familie at blive genforenet til jul.«

Den tidligere tennisspiller har boet i England siden 2012, men han har ikke statsborgerskab i landet, og han får ikke mulighed for at besøge Storbritannien, før de to et halvt år – som dommen lød på – er gået.