Clara Tauson havde netop serve-esset sig til andet sæt mod kinesiske Zhang Shuai, inden hun forsvandt.

Den danske tennisdarling var tydeligt utilpas – mærket af noget, der ikke var til at identificere på live tv – og forlod banen i en pause, der føltes uendelig lang.

Et kvarter senere var den 19-årige tennisspiller tilbage på banen i Miami Open.

I mellemtiden havde dommer og officials undret sig over, hvorfor Tauson var væk i så lang tid – og fægtede flere gange forgæves med deres walkie-talkier. Ingen havde spor af danskeren.

Få minutter efter trak danskeren sig fra kampen mod kineseren, fordi hun følte sig utilpas. Men mystikken var stadig stor.

For hvad var der egentlig galt med Danmarks bedste kvindelige tennisspiller?

Siden episoden onsdag har Tauson-lejren været tavs, men nu melder stjernens far, Søren Tauson, ind med nyt.

Han forklarer, at danskeren har fået foretaget diverse test for at finde ud af, hvad hun egentlig fejler.

Clara Tauson kæmpede bravt, men måtte give op mod kinesiske Zhang Shuai.
Clara Tauson kæmpede bravt, men måtte give op mod kinesiske Zhang Shuai. Foto: JOHN G MABANGLO
Vis mere

»Clara er desværre sengeliggende. Lægerne på stedet antager, at der er tale om en virus. Som ikke er corona,« skriver han i en sms til B.T.

Det danske tennises er fortsat fanget i Florida, indtil hun kommer i bedring.

Men det ser ikke umiddelbart ud til, at Tauson kommer i aktion igen lige med det samme.

»Hun skal være væsentlig friskere, før vi kan begynde at planlægge en returrejse til Europa,« skriver Søren Tauson om sin datter.

Clara Tausons nedtur begyndte allerede i første sæt mod Zhang, hvor danskeren ellers fik en kanonstart.

Men den blonde hardhitter satte en 4-1-føring over styr og tabte sættet 6-4.

Undervejs blev hun tilset af lægerne på sidelinjen og viftede eksempelvis med hånden foran sit hoved over for dommeren, ligesom hun flere gange fik kastet bolden skævt op i forbindelse med sin serv.

På et tidspunkt måtte Tauson også sætte sig på hug og plante ketsjeren i jorden, så hun kunne bruge den til at holde balancen. Samtidig rettede hun blikket stift ned i banen.

Undervejs i kampen spekulerede kommentatorerne på TV 2 Sport X, hvor kampen blev sendt, også i, om den hårde varme i Florida spillede ind hos Tausons utilpashed.

På banen var det i hvert fald tydeligt, at danskeren ikke havde den vanlige gejst, og vindermentaliteten manglede. Tauson jublede nærmest ikke og så til tider opgivende ud.

Efter to timer og fire minutters spil blev det for meget.

Tauson var bagud 1-2 og 0-40 i tredje sæt, da hun bevægede sig op til nettet og kastede håndklædet i ringen.

Hun tog ketsjeren under armen og takkede modstanderen for dagens kamp.