I tredje sæt faldt Holger Rune i en presenning ved baglinjen og slog anklen, da han bankede Henri Laaksonen.

Tennisspilleren Holger Rune er i overbevisende stil videre til tredje runde i French Open.

Med en sejr på 6-2, 6-3, 6-3 over schweizeren Henri Laaksonen fortsatte den danske teenager torsdag en i forvejen lovende start på grand slam-turneringen i Paris.

Efter sejren i første runde tirsdag over canadieren Denis Shapovalov, der rangerer som nummer 15 i verden, var torsdagens opgave på papiret en lidt mere overkommelig en af slagsen.

Henri Laaksonen, der er nummer 96 på verdensranglisten, blev da også blæst af banen straks fra start.

Holger Rune lagde ud med et rent serveparti med et par stopbolde helt oppe ved nettet, som schweizeren ikke nåede op til. Den gode start blev fulgt op af et servegennembrud, og med 2-0 var tonen slået an.

Danskerens modstander lavede generelt et stort antal uprovokerede fejl, og det var en væsentlig årsag til, at det aldrig blev spændende.

Første sæt blev afsluttet med endnu et dansk servegennembrud til 6-2.

Holger Rune fortsatte det stabile spil uden de store fejl i andet sæt, hvor et enkelt servegennembrud var nok til at sikre ham sættet med 6-3.

Tredje sæt blev afbrudt, da Holger Rune ved baglinjen snublede over et reklameskilt og faldt ned på en presenning. Danskeren kom op, men tog sig til sin højre ankel og måtte have behandling.

På det tidspunkt havde danskeren allerede brudt Laaksonen og førte 3-1.

Efter godt ti minutters behandling var Rune igen klar, og efter en schweizisk reducering til 2-3 satte danskeren igen kurs mod sejren, da han bragte sig foran med 4-2.

Foran 5-3 tilkæmpede danskeren sig to matchbolde i schweizerens serveparti, og da det lykkedes at udnytte den anden, kunne Holger Rune juble over, at det franske eventyr fortsætter.

I tredje runde skal Holger Rune op mod vinderen af et opgør mellem franske Hugo Gaston og Pedro Cachin fra Argentina.

/ritzau/

Du kan genopleve matchen i LIVE-bloggen her: