Holger Rune slog overbevisende Hugo Gaston i tre sæt og møder nu græsk stjerne i fjerde runde af French Open.

Den danske tenniskomet Holger Rune er blandt de 16 bedste spillere i dette års French Open.

Det er et faktum, efter at danskeren lørdag slog franskmanden Hugo Gaston med 6-3, 6-3, 6-3 og spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i sin blot tredje grand slam-optræden.

Rune var som nummer 40 i verden favorit mod 21-årige Gaston, der er nummer 74 på verdensranglisten.

Men Rune kom torsdag til skade med sin ankel i sin sejr i anden runde, hvorfor der var lidt tvivl om hans tilstand. Der var dog ikke noget af se til ankelproblemet i lørdagens kamp.

Den 19-årige dansker har endnu ikke afgivet sæt i turneringen. Både mod Denis Shapovalov fra Canada i første runde og mod schweizeren Henri Laaksonen i anden runde vandt han i tre sæt.

Holger Rune skal i sin ottendedelsfinale op mod fjerdeseedede Stefanos Tsitsipas. Den græske stjerne er nummer fire på verdensranglisten og var sidste år i finalen i French Open.

Rune og Gaston havde aldrig mødtes før i en singlekamp, men kender alligevel hinanden godt. I februar stillede de således op sammen i double i en ATP-turnering i Marseille.

Men det var tydeligvis danskeren, der havde lært mest af den fælles optræden, for Rune var overlegen på French Opens hovedbane, Court Philippe-Chatrier.

Han kom godt nok lidt nervøst fra land, men da først nerverne havde lagt sig, var Rune klart bedre end Gaston.

Efter at være blevet brudt i kampens første parti, spillede Rune sig på 5-1 og tog senere første sæt i egen serv på sin første sætbold.

I andet sæt kom Gaston igen foran 1-0, men franskmanden måtte hurtigt sande, at Rune bare havde mere at skyde med. Rune kom først på 3-1, så 5-3, inden han brød Gastons serv og tog andet sæt.

Franskmanden prøvede forskellige ting af, men hver gang havde Rune et svar klar. Danskeren kom på 3-0 i tredje sæt, inden Gaston kom på tavlen.

Det blev 5-1 efter et dansk servebrud, og så kunne Rune serve sejren hjem. Men med ryggen mod muren fik Gaston en smule oprejsning. Hjemmebanehåbet fik reduceret til 3-5, men så gik den heller ikke længere.

Rune tog sejren i eget udlæg på sin anden matchbold.

Inden kampen var der lagt op til, at danskeren ville få det svært på Court Philippe-Chatrier foran de mange entusiastiske franske tennisfans. Men de formåede aldrig at komme ind under huden på Rune, der holdte hovedet koldt hele vejen igennem.

/ritzau/

Du kan genopleve matchen i LIVE- bloggen her: