»Deres grunde giver ingen mening. De er ikke logiske. Det, der sker, er total diskrimination mod os.«

Sådan lød det fra den russiske tennisspiller Andrey Rublev, da det kom frem, at russiske og hviderussiske spillere ikke får lov at deltage i årets Wimbledon.

En udtalelse, der nu får massiv kritik fra blandt andre to ukrainske tennissprofiler.

Særligt fordi Rublev, der ligger nummer otte på verdensranglisten, foreslog at oprette en fond, så præmiepenge kunne doneres væk, ligesom han fortalte, han ikke ved noget om det politiske.

»Så efter han hævder, han ikke ved noget, er nærmest blind og uden uddannelse, fortsætter han med at forklare, hvorfor dette ikke vil hjælpe og taler diskrimination og demokrati? Hvis du ikke ved noget og ikke følger med, hvorfor i alverden er du så villig til at donere præmiepenge, og hvilke familier og børn vil du hjælpe?«

Sådan lyder det fra den tidligere ukrainske tennisspiller Oleksandr Dolgopolov til NRK. Han kalder det urimeligt, at Rublev hævder, han ikke føler med.

»Disse udsagn er fyldt med løgne og hykleri, og ATP og WTA burde virkelig ikke dække over den opførsel,« slutter Dolgopolov.

Og han er ikke den eneste, der er kritisk over for Andrey Rublev, der ellers var en af de første spillere, der tog afstand fra Ruslands invasion af Ukraine ved at skrive 'No War Please' på et kamera under en turnering i Dubai.

'Den mand er slet ikke interesseret i, hvad der sker i eget land. Overhovedet. Han er heller ikke interesseret i, hvad der sker i nabolandet. Imponerende,' skriver Lesia Tsurenko sarkastisk i et opslag på Twitter.

WTA og ATP har indtil nu tilladt russiske og hviderussiske spillere at deltage under neutralt flag, og derfor har de også kritiseret Wimbledons beslutning om at udelukke spillerne.

Også Novak Djokovic har kritiseret beslutningen, da han ikke mener, politik og sport skal blandes sammen.

Wimbledon bliver afviklet fra 27. juni til 10. juli, og fra arrangøren lyder det, at beslutningen kan blive ændret, hvis situationen i Ukraine ændrer sig markant.