Lagt ned af klam detalje: Der stinker af lort
»Hvordan er dette acceptabelt?,« spørger en bruger på TikTok om en video, der er optaget under tennisturneringen US Open og siden er gået viralt.

»Hvordan er dette acceptabelt?,« spørger en bruger på TikTok om en video, der er optaget under tennisturneringen US Open og siden er gået viralt.

Billetterne til verdens største tennisarena, Arthur Ashe Stadium i New York, koster tusinder af kroner under grand slam-turneringen US Open.
Men flere gæster har fået en ubehagelig – eller skal vi kalde det ulækker – overraskelse, mens de har set verdensstjernerne i aktion på det ikoniske stadion.
Flere tilskuere brokker sig nemlig over, at der på dele af Arthur Ashe Stadium stinker af … lort.
Det skriver New York Post.
Mere end ti millioner har set en video på TikTok, som brugeren @BaylorCarrots har delt.
Her ses flere tilskuere holde sig for næsen under en kamp på Arthur Ashe Stadium.
Videoen skulle være optaget på sektion 310 på det enorme tennisstadion med plads til over 23.000 tilskuere, og ifølge @BaylorCarrots lugtede der af 'menneskeligt affald'.
Ifølge TikTok-brugeren var personalet ved US Open opmærksomme på det ildelugtende problem, men lod alligevel tilskuere sidde på den pågældende sektion af stadion – hvor en billet kan løbe op i over 5.000 kroner.
»Hvordan er dette acceptabelt?,« spørger @BaylorCarrots.
I kommentarsporet hævder flere at være blevet voldsomt generet af den stank, som TikTok-brugeren brokker sig over:
»Jeg var på sektion 310 i går. Det var så slemt! Efter jeg klagede, flyttede gæsteservice os i de sidste 10 minutter af Alcaraz-Paul-kampen (en kamp mellem Carlos Alcaraz og Tommy Paul i fjerde runde, som blev spillet 6. september, red.),« lyder det fra en bruger.
En anden bruger hævder, at lugtgenerne allerede var der under fan-ugen fra 23. til 29. august, hvor der blev spillet mixed double og kvalifikation til singlerækkerne ved US Open.
New York Post har uden held forsøgt at få en kommentar til meldingerne om stank på Arthur Ashe Stadium fra US Open.