De danske tennisfans må have spærret øjnene op, da de så Clara Tauson på gruset i Paris.

Ikke bare, fordi hun ydmygede sin modstander og spillede sig videre til anden runde ved French Open.

Men mest, fordi den danske tenniskomet rendte rundt med en forbinding om håndleddet. En detalje, der må have fået flere tv-seere til lige at kigge en ekstra gang.

På det efterfølgende pressemøde forsikrede Clara Tauson dog, at hun ikke har problemer med en skade, da B.T. spurgte hende ind til forbindingen:

Clara Tauson med en forbinding om håndleddet.
Clara Tauson med en forbinding om håndleddet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er faktisk en gammel skade. Jeg brækkede håndleddet som helt ung. Og når jeg spiller på grus, så bliver den lidt sensitiv.«

»Men der er ikke noget problem,« lød det videre.

Forbindingen hæmmede da heller ikke ligefrem danskeren, der nærmest pulveriserede hviderussiske Aleksandria Sasnovich 6-2, 6-0 i førsterundekampen.

Og derfor var det da også en glad Tauson, der satte ord på den forløsende sejr:

Clara Tauson på det efterfølgende pressemøde.
Clara Tauson på det efterfølgende pressemøde. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er det bedste, jeg har spillet på grus nogensinde. Det er helt klart.«

»Jeg synes, jeg spillede solidt, og hun (Sasnovich, red.) lavede en masse fejl, så det var selvfølgelig dejligt. Men det pressede jeg hende også til at gøre, synes jeg. Jeg fik presset hende godt tilbage på banen,« afsluttede hun.

Med sejren er Clara Tauson dermed klar til anden runde ved French Open.

Her møder hun canadiske Leylah Fernandez.