En videochat mellem Nadal og Kyrgios står nok på ønskelisten hos mange tennisfans. Australieren er klar.

Den australske ballademager og tennisrebel Nick Kyrgios inviterer Rafael Nadal til en online videochat på trods af de to spilleres anstrengte forhold på banen.

Mens coronavirus har sat professionel tennis på pause, har flere tennisspillere arrangeret videochats for at underholde det understimulerede tennispublikum.

Og søndag byder Kyrgios på Instragram sin mangeårige, bitre rival Rafael Nadal op til dans.

Det sker i kommentarfeltet til et opslag, hvor britiske BBC Sport skriver et par forslag til videochats, som de gerne ville følge med i.

- Rafa lad os lave en Instagram Live sammen. Jeg er nede med det, skriver Kyrgios - kun med versaler.

Den spanske verdensstjerne og aktuelle nummer to har natten til mandag endnu ikke svaret.

Men BBC Sport stemmer i med en kommentar.

- Bolden er på din banehalvdel, Rafael Nadal, skriver BBC Sport.

De to spillere har haft flere små sammenstød på og uden for banen.

Sidste år i februar beskyldte Nadal australieren for at have "manglende respekt", efter at Kyrgios vandt en tæt kamp i Mexico.

Det fik Kyrgios til at kalde Nadal for "super bitter".

Ved Wimbledon for nogle måneder senere slog det igen gnister mellem det to, da Nadal under en tæt kamp måtte bruge sin ketsjer til at undgå at blive ramt på kroppen af et knaldhårdt slag fra Kyrgios.

- Jeg gik efter ham. Ja, jeg ønskede at ramme ham lige i brystet, sagde Kyrgios efter kampen, som Nadal vandt 6-3, 3-6, 7-6 og 7-6.

- Hvorfor skulle jeg undskylde? Hvor mange slams er det, fyren har, hvor mange penge har han på bankkontoen? Jeg tror, han kan klare en bold i brystet. Jeg kommer overhovedet ikke til at give ham en undskyldning.

Efter rivalernes seneste møde ved Australian Open i år var der dog mere forsonlige toner mellem spillerne.

Kampen vandt den 19-dobbelte spanske grand slam-vinder, og Nadal holdt sig ikke tilbage med lovord om den hårdtslående australiers spil efter kampen.

Da Andy Murray og Novak Djokovic midt i april snakkede deres karrierer igennem, så omkring 20.000 følgere med.

/ritzau/