Den australske superstjerne Nick Kyrgios er sjældent bleg for en vild bemærkning.

Men i år har den iltre tennisstjerne formået at trække næsten lige så mange overskrifter for sine præstationer på banen som for sine udtalelser i pressen.

Hvis næste år byder på endnu mere succes for 27-årige Kyrgios, kan det dog ende med at få ærgerlige konsekvenser.

Det indrømmer han i et interview med Eurosport.

Det er ikke første gang, at Kyrgios har hentydet til, at han vil stoppe karrieren, hvis det lykkes ham at vinde en grand slam-titel.

Ofte siger han det med et grin, men denne gang er australieren mere alvorlig.

»Ærligt, det ville jeg nok,« lyder hans opsigtsvækkende indrømmelse, da han bliver spurgt, om han vil stoppe karrieren, hvis han vinder en grand slam.

»Især, fordi jeg er fra Australien. Der er så meget rejseri, så meget tid væk fra familien, så meget tid væk fra vennerne. Du misser mærkedage i familien, og du har bare ikke et rigtigt liv,« fortsætter Kyrgios.

Nick Kyrgios spillede sig i år i sin første grand slam-finale nogensinde, da han nåede Wimbledon-finalen, hvor han tabte til Novak Djokovic.

Inden da vandt han Australian Open i double med landsmanden Thanasi Kokkinakis. Du kan se højdepunkterne fra finalesejren øverst i artiklen.

Nick Kyrgios møder den danske tenniskomet Holger Rune i en opvisningskamp i Royal Arena den 24. maj. Det kan du læse mere om HER.