Kroatien og Frankrig fører begge med 2-0 efter fredagens singler og ligner finalisterne i Davis Cup-finalen.

Zadar. Kroatien og Frankrig bliver med stor sandsynlighed de to deltagere, når årets Davis Cup-finale i tennis spilles i slutningen af november.

Begge fik en forrygende start på semifinalerne fredag.

Kroatien vandt begge singlekampe og bragte sig foran 2-0 hjemme i Zadar, hvor USA er modstanderen i semifinalen.

Dermed behøver Kroatien, der vandt trofæet i 2005, blot at vinde én af de resterende tre kampe. Lørdag spilles doublen, mens søndagen også byder på to singler.

Fredag gav Borna Coric Kroatien en perfekt start, da han vandt med cifrene 6-4, 7-6, 6-3 over Steve Johnson.

Efterfølgende var Marin Cilic om muligt endnu mere konsekvent, da han slog Frances Tiafoe med 6-1, 6-3, 7-6.

I den anden semifinale tager den forsvarende mester, Frankrig, imod Spanien i Lille, og her begejstrede Benoît Paire hjemmepublikummet med en suveræn sejr over Pablo Carreno. Cifrene lød 7-5, 6-1, 6-0.

Derefter sørgede Lucas Pouille for en føring på 2-0, da han slog Roberto Bautista med noget større besvær.

Spanieren vandt første sæt, inden Pouille fik styr på kampen og vandt 3-6, 7-6, 6-4, 2-6, 6-4.

/ritzau/