Først skulle han hjælpe Holger Rune tilbage på sporet, men nu er han færdig.

Danmarks bedste tennispiller har sat gang i træner-svingdøren igen, for nu er Lars Christensen ude af billedet igen. Det fortæller Aneke Rune til Ekstra Bladet.

»Det er hans eget valg at ville træne med Clara (Tauson, red.) efter Shanghai, da han ikke har lyst til at indgå i et større team igen og samtidig var usikker på, om han alene formåede at løfte opgaven med at få Holger til at blive nummer 1 i verden og i øvrigt gerne vil være mere i Danmark,« siger Holger Runes mor og manager.

Hun bekræfter ligeledes over for B.T.

Runes gamle træner var ellers tilbage i folden, efter Patrick Mouratoglou blev smidt på porten, men det blev en kort fornøjelse.

Nu er det Boris Becker, der har gjort sit indtog som Runes træner, og han har allerede formået at få det til at spille bedre for den unge dansker, der har nydt godt af legendens råd og vejledning ved de seneste turneringer.

Holger Rune har netop meldt fra til en turnering i franske Metz og kan dermed fokusere 100 procent på sæsonfinalen i Torino.