Det er sjældent kedeligt, når australieren Nick Kyrgios befinder sig på en tennisbane.

Heller ikke lørdag, hvor han mødte britiske Andy Murray i semifinalen i ATP-turneringen i Stuttgart.

På vej mod nederlaget på 6-7, 2-6 blev Kyrgios flere gange irettesat af dommeren, som han havde gentagne diskussioner med.

Han blev straffet første gang i første sæts tiebreak, hvor australieren smadrede sin ketsjer og blev fratrukket et point.

Nick Kyrgios røg ud af semifinalen mod Andy Murray efter en begivenhedsrig kamp. Tom Weller/Ritzau Scanpix
Nick Kyrgios røg ud af semifinalen mod Andy Murray efter en begivenhedsrig kamp. Tom Weller/Ritzau Scanpix
Vis mere

I andet sæt lød straffen på et tabt parti. Kyrgios brokkede sig og nægtede kortvarigt at spille videre, mens han sad i sin stol, før han blev overtalt til at spille færdig.

Efter kampen skriver han på Instagram, at han blev udsat for racistiske bemærkninger under kampen.

- Hvornår stopper det? At man skal lytte til racistiske ord fra publikum?

- Jeg kan forstå, at min opførsel ikke altid er den bedste, men "dit lille sorte får", "hold kæft og spil" - sådan nogle kommentarer forstår jeg ikke.

- Når jeg svarer publikum igen, bliver jeg straffet. Det er helt galt, skriver tennisspilleren.

Kyrgios' temperament spændte ben for ham, mener modstanderen Murray.

- Du er altid lidt i en kamp mod dig selv lige så meget som mod modstanderen. Det er en af de sværeste ting ved individuelle sportsgrene.

- Nick har potentiale til at blive en af verdens bedste tennisspillere, det er der absolut ingen tvivl om. Men ja, han blev åbenlyst meget frustreret i andet sæt, og det gjorde det nemmere for mig, siger han.

Murray, der har bøvlet meget med skader de seneste år, ser ud til at have ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt få uger før Wimbledon.

Den tredobbelte grand slam-vinder har ikke tabt et eneste sæt i Stuttgart Open og møder i finalen Matteo Berrettini.

Det kan blive britens første titel på ATP Tour siden 2019.

/ritzau/AFP