Hun annoncerede sit karrierestop tilbage i december. Og nu har Johanna Konta delt endnu en stor nyhed.

Det har den nu tidligere tennisspiller gjort i et opslag på Instagram.

'Jeg har travlt med at bage min egen lille muffin lige nu,' skriver briten til et billede, hvor hun står og holder på sin voksende gravide mave.

30-årige Konta, der i 2017 var nummer fire på verdensranglisten, valgte at stoppe sin karriere i kølvandet på en drilsk knæskade, hun ikke kunne få ordentligt bugt med.

Og i forbindelse med sit stop kom hun med en opsang til medierne – særligt den britiske presse.

»Som kvinde når du en bestemt alder, du rammer nogle milepæle, og med det samme bliver det bare taget lidt for givet: 'Okay, nå, men hvornår kommer babyen?'« fortalte Konta, der i løbet af sin karriere blev træt af hele tiden at skulle svare på private spørgsmål om bryllup og børn.

»Jeg synes, det er lidt ufølsomt, især for dem, der måske ikke ønsker børn eller har andre udfordringer. Det ved man jo bare ikke. Vores tennispresse er primært midaldrende mænd, så jeg tror også, spørgsmålene kommer af den grund,« sagde den tidligere tennisspiller tilbage i januar.

Den kommende lille ny er Johanna Kontas første barn, som hun venter med sin mand, filmproduceren Jackson Wade, som hun blev gift med i december 2021.

Efter offentliggørelsen er det væltet ind med lykønskninger fra blandt andre Caroline Wozniacki og Dominika Cibulkova. Sidstnævnte skriver blandt andet kækt, at 'hun vidste det'.