Hun behøvede ikke at sige noget.

Hendes ansigt sagde det hele, da hun satte sig ned foran mikrofonen.

For da Clara Tauson fredag aften mødte pressen efter sit dramatiske nederlag i tredje runde ved French Open, var det en knust dansker, der satte ord på nedturen.

»Jeg har ikke ord for, hvor ondt det gør,« lød det som det første, da B.T. spurgte ind til nederlaget i Paris, inden hun tilføjede:

Clara Tauson er ude af French Open.
Clara Tauson er ude af French Open. Foto: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Den gør pisseondt lige nu. Det er en lang kamp, og jeg mangler energi til at spille mit spil, og det tror jeg også, man kan se til sidst.«

Efter to timer og 22 minutters spil måtte den danske tenniskomet sande, at det blev til et nederlag på 6-3, 1-6, 5-7 til russiske Elina Avanesyan.

En lang kamp, der betød, at danskerens fysik til sidst gav op:

»Jeg kan ikke bevæge mig lige så godt, som jeg har kunnet i de sidste mange kampe, og det går i hovedet på mig til sidst.«

»Så begynder jeg at lave mange unødvendige fejl. Der var ikke mere tilbage i tanken. Hverken mentalt eller fysisk,« lød det fra Tauson.

På trods af det smertefulde nederlag kan danskeren dog glæde sig over det niveau, hun har vist på grusunderlaget de seneste to uger.

Et niveau, der nemlig har gjort, at hun igen er at finde blandt verdens 100 bedste spillere.

»Jeg har ikke andet end positivt at sige om turneringen, selv om det ender, som det gør. Det er ærgerligt, for jeg tror godt, at alle kan se, at jeg er den bedre tennisspiller i dag (fredag, red.),« sagde Clara Tauson, inden hun afsluttede:

»Men det handler desværre ikke altid om tennisslag. Det er ikke Avanesyan, jeg taber til i dag, det er mig selv og de mange uprovokerede fejl, jeg laver.«

Du kan i øvrigt læse B.T.s dom over danskerens præstation LIGE HER.