Kineser besejrer seksdobbelt grand slam-vinder efter nyt comeback
23-årig kineser har for anden kamp i træk vundet syv partier i træk i et sæt. Iga Swiatek er ude af US Open.

23-årig kineser har for anden kamp i træk vundet syv partier i træk i et sæt. Iga Swiatek er ude af US Open.

Zheng Qinwen spillede sig mandag videre til kvartfinalerne ved US Open efter en overraskende sejr over den polske tennisstjerne Iga Swiatek.
I to sæt blev den seksdobbelte grand slam-vinder besejret 7-5, 6-3.
Den 23-årige kineser kom bagud 0-5 i første sæt, men vandt efterfølgende syv partier i træk. Hun afværgede blandt andet fire sætbolde mod Swiatek.
I andet sæt brød hun Swiateks serv to gange og sikrede sig sejren. Qinwen besejrede også polakken i semifinalen ved OL i Paris for to år siden. Kineseren endte med at blive olympisk mester.
- Jeg vil sige, at jeg startede kampen virkelig langsomt. Derfor kunne hun komme foran 5-0. Derefter begyndte jeg at spille mere frit, fordi jeg tænkte, at jeg i det mindste var nødt til at forsøge at finde min rytme til andet sæt.
- Jeg tror, det var nøglen til, at jeg kunne komme tilbage. Jeg havde ikke forventet det i dag, men på en eller anden måde skete det bare igen, sagde Qinwen efter kampen.
I kineserens seneste US Open-kamp mod amerikanske Madison Keys leverede hun også et imponerende comeback i tredje sæt. Her var hun bagud med 0-5, men endte alligevel med at hive sættet og sejren hjem.
Swiatek forlod mandag banen i tårer efter endnu en skuffelse ved en grand slam-turnering.
Hun vandt Wimbledon sidste år, men røg ud i kvartfinalen ved Australian Open i januar. Ved French Open blev hun besejret i fjerde runde, mens hun led et nederlag i tredje runde, da hun skulle forsvare sin Wimbledon-titel i sommer.
Qinwen var tidligere i karrieren nummer fire på verdensranglisten. Hun er dog røget ned som nummer 121, efter at en albueoperation sidste år har holdt hende væk fra flere turneringer.
Hun skal i kvartfinalen møde verdenstoeren Elena Rybakina, som uden problemer besejrede den dobbelte US Open-vinder Naomi Osaka med 6-1, 6-4.
RITZAU/AFP