37-årige Venus Williams fik kun en enkelt kamp ved den franske grand slam-turnering. Hun tabte til Wang Qiang.

Paris. French Open i Paris bliver nok aldrig Venus Williams' yndlingsturnering.

Søndag røg den 37-årige tennisveteran ud i første runde, da hun tabte 4-6, 5-7 til Wang Qiang fra Kina.

Efter et lige første sæt førte Venus Williams 3-0 i andet sæt efter et servegennembrud, men Wang Qiang kom godt tilbage og sikrede sejren.

Amerikanske Venus Williams var tilbage i 2002 i finalen ved den franske grand slam-turnering på grus, men den syvfoldige grand slam-vinder har de seneste år haft det svært i Paris.

Det er tredje gang siden 2013, at Venus Williams må forlade French Open i første runde.

Sidste år nåede amerikaneren frem til fjerde runde i Paris, blandt andet efter at have besejret netop Wang Qiang i første runde.

Den 26-årige kineser er blot nummer 91 på verdensranglisten, hvor Venus Williams rangerer som nummer ni.

US Open-vinderen Sloane Stephens fra USA kom videre med en sejr på 6-2, 6-0 over Arantxa Rus fra Holland.

Fjerdeseedede Elina Svitolina fra Ukraine kom også videre med en sejr på 7-5, 6-3 over australske Ajla Tomljanovic.

Elina Svitolina er seedet til at møde Australian Open-vinderen Caroline Wozniacki i semifinalen.

Den andenseedede dansker skal i første runde møde amerikaneren Danielle Collins.

/ritzau/