For første gang siden 1981 er fire amerikanske kvinder i semifinalerne ved US Open i tennis.

New York. For første gang siden 1981 er fire amerikanske kvinder i semifinalerne ved US Open i tennis.

Det står klart, efter at 15.-seedede Madison Keys natten til torsdag slog den estiske kvalifikationspiller Kaia Kanepi i sin kvartfinale.

Ud over Madison Keys er Venus Williams, Coco Vandeweghe og Sloane Stephens videre til semifinalerne.

Kaia Kanepi, der blot ligger nummer 418 i verden, kunne ikke stille noget op mod Madison Keys i den sidste kvartfinale.

En god serv og særdeles få fejl fra baglinjen banede vejen til en sikker tosætssejr på 6-3, 6-3.

- Vi får fire amerikanske kvinder, der spiller i morgen (torsdag), og det er ret fantastisk. Amerikansk tennis er på vej i den rigtige retning, siger Madison Keys efter kampen.

Tidligere onsdag havde Coco Vandeweghe sendt den topseedede tjekke Karolína Plísková ud af turneringen med cifrene 7-6, 6-3.

Vandeweghe og Keys møder hinanden i den ene semifinale, mens Venus Williams og Sloane Stephens mødes i den anden.

Det er første gang i 36 år, at fire amerikanske kvinder udgør semifinalerne ved US Open.

I 1981 bestod feltet af Tracy Austin, Martina Navratilova, Chris Evert og Barbara Potter.

Venus Williams er den klart mest rutinerede spiller tilbage i turneringen med sine 37 år. De tre andre er alle i deres 20'ere.

22-årige Madison Keys gik glip af den første del af sæsonen på grund af en operation i håndleddet.

Hun viste dog ingen svaghedstegn i kvartfinalen, hvor hun blandt andet præsterede otte serveesser og 23 vindere.

- Dette betyder alt for mig. Hvis nogen havde sagt til mig, at jeg ville stå her før Wimbledon, så havde jeg ikke troet på dem, siger Madison Keys, der også var i semifinalen ved Australian Open i 2015.

/ritzau/AP