Den tidligere verdensetter fik store klø i første sæt og tabte siden til russeren Anastasia Pavlyuchenkova.

Tokyo. Det bliver russeren Anastasia Pavlyuchenkova, som kommer til at stå på den anden side af nettet, hvis det lykkes for Caroline Wozniacki at spille sig i finalen i WTA-turneringen i Tokyo.

I lørdagens semifinale vandt russeren efter en mærkværdig kamp over den tidligere verdensetter Angelique Kerber fra Tyskland.

Pavlyuchenkova vandt med cifrene 6-0, 6-7, 6-4.

Den 29-årige tysker startede elendigt ud mod den hårdtslående Pavlyuchenkova, der i første sæt udspillede den tidligere verdensetter.

Kerber havde især problemer i russerens serv, men det gik heller ikke godt i egen serv, og derfor vandt Pavlyuchenkova nemt første sæt med cifrene 6-0.

Andet sæt startede ikke meget bedre for Kerber.

Ved stillingen 3-2 til russeren kunne tyskeren igen ikke holde sin serv. Pavlyuchenkova kom med to hurtige partier på 5-2.

Bedst som kampen virkede afgjort, fandt Kerber det spil frem, der tidligere har bragt hende til toppen af verdensranglisten, og kampen blev vendt på hovedet for første gang.

Tyskeren kæmpede sig med tre partier i træk op på stillingen 5-5, og siden vandt hun sættet i tiebreak.

Dermed måtte kampen ud i et tredje og afgørende sæt til stor frustration for Pavlyuchenkova.

Russeren virkede ramt af Kerbers comeback, og tyskerens momentum fortsatte, da hun bragte sig på sejrskurs med en 3-0-føring.

Så ændrede kampen igen fuldstændig karakter. Kerber blev brudt to gange, og pludselig kunne Pavlyuchenkova serve sejren og spille sig i finalen, som spilles søndag.

/ritzau/