De professionelle tennisspillere har indledt sæsonen. Men endnu er den tidligere danske topspiller Tine Scheuer-Larsen ikke kommet i gang med at kommentere kampe på Viasat-kanalen TV3.

Det er der en god grund til.

Således er hun sygemeldt.

»Ledlæben i min ene hofte var desværre gået i stykker og hoppet af knoglen. Så den har jeg op til jul fået syet sammen og sat på igen under en kikkertoperation,« fortæller Tine Scheuer-Larsen til B.T.

Frem til 9. januar restituerer hun i Spanien.

»De næste to uger vil jeg stadig være på krykker, men jeg er i gode hænder og genoptræningen går efter planen. Derfor er jeg sikker på, at det nok skal blive godt igen, og det ser allerede fornuftigt ud.«

»Faktisk kan jeg godt gå, men jeg skal passe på, da det jo ikke er så længe siden, at hoften blev syet,« siger Tine Scheuer-Larsen.

Udover sit kommentatorjob, arbejder hun også som tennistræner.

»Med hensyn til skaden, er jeg tilbage som kommentator efter Australian Open (i slutningen af januar, red.).«

» Det er mere tennisdelen, der er et problem. Jeg må i øjeblikket hverken vride i kroppen eller sætte bolde i gang. Så på det punkt skal jeg tænke mig om en ekstra gang.« siger Tine Scheuer-Larsen.

Som aktiv var hendes bedste resultater en tabt damesinglefinale på WTA Touren i Charleston i 1986, mens hun året efter sammen med Michael Mortensen nåede semifinalen ved French Open.

»Jeg ved ikke rigtig om årsagen til skaden skyldes slitage fra de mange år, jeg har været professionel tennisspiller. For jeg døjer med lidt dysplasi i hoften, og den kombination har bare ikke være god,« lyder Tine Scheuer-Larsens slutreplik.