Singapore. Caroline Wozniacki indleder søndag afslutningen på den bedste sæson i karrieren, når hun søndag møder Karolína Plísková i Singapore.

Godt nok lå Caroline Wozniacki nummer et i verden i 67 uger i perioden fra oktober 2010 til januar 2012, men når Danmarks største sportsstjerne på et tidspunkt skal kigge tilbage på karrieren, vil 2018 stå tilbage som det mest lysende år.

Alene fordi det var året, hvor hun ved Australian Open fik sit første grand slam-trofæ.

2018 var også året, hvor hun i en periode generobrede førstepladsen på verdensranglisten, triumferede i Eastbourne, gennemlevede en tre måneder lang downperiode og senest vandt China Open uden at afgive sæt.

»Lige efter den kamp (China Open-finalen) så jeg tilbage og tænkte "wow, det har været et utroligt år,« siger Caroline Wozniacki i en podcast med WTA Insider før sæsonfinalen.

TV3 Sports tennisekspert Tine Scheuer-Larsen kalder sæsonen den bedste i Wozniackis karriere.

»Den har forskellige kapitler, men holistisk set er det en rigtig god sæson. I mine øjne den bedste fordi hun vandt en grand slam-titel og siden vandt China Open - også en af de største turneringer - med så lang tid imellem.«

»Hun tacklede en dårlig periode godt og kom tilbage på toppen samme år. Ofte ser man nogen være et år om at komme tilbage,« siger Tine Scheuer-Larsen til Ritzau.

Selv er Wozniacki også stolt over at have besejret en svær tid med tidlige exits i juli, august og september med triumfen i China Open, der rangerer lige under grand slam-niveau.

»Jeg tror, at det har været min vedholdenhed og fight, der har fået mig tilbage, og at stå med en stor titel igen er nok det, der gør mig mest stolt og betyder mest for mig,« siger Wozniacki.

Nu er hun så klar til WTA Finals for sjette gang i karrieren, endda som forsvarede mester ovenpå triumfen i fjor.

/ritzau/