Der var én, der var to, der var tre. Og meget snart er der fire.

Fire trænere, der på under et år har skullet forsøge at hjælpe den engelske tenniskomet Emma Raducanu på rette kurs.

For den blot 19-årige US Open-vinder har droppet sine trænere på stribe i løbet af de seneste 12 måneder.

Tidligere på ugen kom det nemlig frem, at den unge stjerne havde stoppet samarbejdet med den tyske træner Torben Beltz efter blot fem måneder.

Foto: RONALD WITTEK
Vis mere

Han var den tredje i rækken, der fik en fyreseddel stukket i hånden af det engelske tennishåb, og dermed skal Raducanu altså ud og finde en ny træner for fjerde gang.

Netop derfor er der da også spekulationer i tennismiljøet om, hvorvidt det unge stjerneskud er svær at arbejde sammen med.

»Jeg kan godt lide at arbejde meget specifikt, og jeg er meget klar over, hvad jeg vil arbejde med. Meget af tiden kommer ideerne også fra mig selv,« siger hun ifølge CNN.

Men på trods af den selvbevidste fremgangsmåde, erkender hun dog, at hun nok hellere må lytte lidt mere til andres råd den kommende tid.

»Fremover vil jeg nok lægge meget mere vægt på sparring,« lyder det.

Emma Raducanu debuterede på WTA-touren i starten af 2021, men allerede i efteråret chokerede hun alt og alle, da hun som kvalifikationsspiller gik hele vejen ved US Open.

Siden da har verdensstjernen dog kæmpet gevaldigt med resultaterne på tennisbanen, hvor det flere gange er blevet til nederlag allerede i første runde.