Clara Tauson hev tirsdag aften en kæmpe sejr i hus.
Det gjorde hun, da hun vandt sin kamp i første runde i US Open, da hun mødte franske Clara Burel.
Det 18-årige danske stortalent vandt i cifrene 7-5, 6-0.
Dermed er hun klar til anden runde i turneringen.

Clara Tauson var på forhånd favorit mod franskmanden Clara Burel, i og med at Tauson ligger på 78. pladsen på verdensranglisten, imens 20-årige Burel indtager 92. pladsen. Inden dagens duel imellem de to, førte Tauson 2-0 i indbyrdes WTA-kampe.
Det er fjerde grand slam-turnering Tauson deltager i. Det er dog første gang, hun deltager i US Open. Hendes hidtil bedste resultat ved en grand slam, var da hun i år og sidste år røg ud i 2. runde i French Open. Tauson har dog før vundet i WTA-regi, da hun blev nummer et i Lyon i år. Hun har ligeledes vundet en WTA-125 turnering i Chicago kort før US Open.
Tausons hidtil bedste placering på verdensranglisten var en 77. plads.
I anden runde i US Open får Tauson formentlig kamp til stregen, da hun render ind i australieren Ashleigh Barty, der er nummer et på verdensranglisten.
Ashleigh Barty var varm i første runde, hvor hun bankede russeren Vera Zvonareva med 6-1, 7-6.
Et andet dansk tennistalent Holger Rune skal også møde en verdensetter, bare på herresiden. Natten til onsdag klokken 1 møder han almægtige Novak Djokovic i sin første runde i US Open.