Det voldsomme uvejr i New York har skabt kaos og oversvømmelser i millionbyen, og det har nu også ramt tennisturneringen US Open.

Torsdag morgen dansk tid er der store problemer med at få folk ud af stadion, ligesom der er beretninger om tilskuere, der har måttet flygte gennem vandmasserne for at komme væk.

Det skriver CNN.

I øjeblikket arbejder det amerikanske tennisforbund med myndighederne i New York for at klarlægge ruter, der kan få folk hjem fra årets sidste grand slam-turnering. Det oplyser tennisforbundets talsperson, Chris Widmaier.

»Vores mål er at få folk sikkert ud,« udtaler han.

Der er i øjeblikket meget begrænset med togtrafik på de stationer, der er i nærheden af den store tennisturnering.

Det er resterne fra orkanen Ida, der gik i land i den sydøstlige del af USA søndag, der stadig bringer problemer med sig.

Uvejret betød også, at onsdagens opgør mellem Kevin Anderson og Diego Schwartzman midlertidig måtte afbrydes, fordi kraftig vind blæste store mængder regn ind under taget på Louis Armstrong Stadium.

Foto: Robert Deutsch
Vis mere

Louis Armstrong Stadium blev ellers bygget i 2018 for at give grand slam-turneringen en ekstra bane, som spillerne kunne spille på i tilfælde af regn.

Torsdag skal danske Clara Tauson efter planen op mod verdensetteren Ashleigh Barty.

Tauson slog tirsdag aften dansk tid franske Clara Burel med 7-5, 6-0 og avancerede til anden runde i sin første US Open-turnering i karrieren.