Kæmpe bombe: Rune trækker sig
Den danske tennisstjerne udskyder comeback – må droppe turneringer.

Den danske tennisstjerne udskyder comeback – må droppe turneringer.

De danske tennisfans må væbne sig med yderligere tålmodighed.
For Holger Rune bliver nemlig alligevel ikke klar til hverken Hamburg Open eller French Open, der afvikles de kommende uger.
Det skyldes, at danskeren endnu ikke er kommet sig helt over sin alvorlige skade.
Det oplyser Rune-lejren i en pressemeddelelse.
»I forbindelse med det eksplosive og plyometriske arbejde, opstod der en irritation i knæet, hvilket har krævet en mere kontrolleret progression i slutspurten,« lyder det, inden der fortsættes:
»Det har rykket den samlede tidsplan med et par uger, da vi ikke har ønsket at tage unødige risici.«
»Knæet reagerer godt igen, og Holger arbejder nu målrettet mod at blive klar til græssæsonen. Med Queens i London som første turnering. Målet er at bringe Holger tilbage på sit højeste niveau – ikke bare hurtigt, men rigtigt.«
Den 23-årige dansker er da også ekstremt ærgerlig over at måtte udskyde sit store comeback.
»Jeg havde virkelig set frem til at lave mit comeback i Hamborg, og I ved alle, at jeg elsker gruset, og at Paris med French Open altid har været noget helt særligt for mig. Så det har ikke været en let beslutning at træffe,« siger tenniskometen og tilføjer:
»Men for mig handler det ikke bare om at kunne gennemføre et par kampe, men en hel turnering. Og jeg vil ikke føle mig næsten klar, men 110 procent klar, når jeg skal i kamp igen.«
»Jeg glæder mig meget til at komme tilbage på græsset. Tak for jeres støtte gennem hele mit genoptræningsforløb. Vi ses meget snart,« afslutter han.