Hun imponerer ikke blot på tennisbanen for tiden. Jessica Pegula får også stor opmærksomhed for sin personlighed.

For selvom den useedede amerikaner, der lige nu buldrer frem ved Australian Open, er en del af de rigeste familier i USA, ønsker hun ikke stor opmærksomhed omkring sin person.

Det fik ESPN-journalisten Brad Gilbert at mærke, da han interviewede den 26-årige tennisspiller, der for første gang slog sig i Australian Opens kvartfinale med mandagens sejr over Elina Svitolina. Det skriver News, der også viser det akavede klip.

Her ville journalisten give Jessica Pegula et nyt kælenavn, efter han havde spurgt nogle af sine følgere, hvad det kunne være.

Jessica Pegula skal spille mod Jennifer Brady i næste kamp.
Jessica Pegula skal spille mod Jennifer Brady i næste kamp. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Navne som 'J-Peg' og 'Jessie's Girl' efter Rick Springfield-sangen var blandt mulighederne, han præsenterede for hende.

»Jeg er kongen af kælenavne, og din fangruppe er meget ked af, jeg ikke har fundet et til dig. De smed et par stykker i puljen, så jeg tænkte, jeg ville give dem videre til dig. Jessie's Girl som den gamle sang eller Pegula Hoop. Bare tænk over det,« sagde Brad Gilbert.

Alt imens sad Jessica Pegula og så alt andet end imponeret ud. Samtidig opstod der en akavet stilhed, før hun alligevel svarede:

»Jeg føler ingen af dem for at være helt ærlig. Overhovedet ikke. Jeg føler ingen af dem,« sagde amerikaneren, der egentlig blot vil kaldes 'JP'.

»Men hvis det er for kedeligt for dig, må du da gerne finde på noget andet. Jeg er ikke fan af nogen af dem,« slog Pegula endnu en gang fast.

Hun har indtil videre imponeret ved årets Australian Open, for i første runde slog hun 12.-seedede Victoria Azarenka fra Hviderusland ud, og efterfølgende kom turen til Samantha Stosur, der tidligere har været med helt i toppen af verdensranglisten, og Kristina Mladenovic.

Jessica Pegulas forældre, Terry og Kim Pegula, ejer NFL-holdet Buffalo Bills og NHL-holdet Buffalo Sabres og har ifølge Forbes en formue på 5 milliarder dollar svarende til lidt over 30 milliarder danske kroner, og derfor har tennisspilleren fået stor opmærksomhed under årets første grand slam.

Tv-interviewet efter mandagens sejr har også fået mange reaktioner, og mange hylder den 26-årige amerikaner for at svare så kontant igen.

  • 'Jessica Pegula, der fuldstændig lukker ned for Brad Gilberts forslag, burde komme i top-10 hos Sports Center.'
  • 'Hun overvejede ikke engang at grine med ham. Intet mindre end fantastisk.'
  • 'Brad Gilbert, der blev lukket ned for at foreslå kælenavne til Jessica Pegula, var skønt og akavet at se.'

Næste gang Jessica Pegula skal i aktion ved Australian Open, er natten til mandag dansk tid. Her møder hun amerikanske Jennifer Brady i kvartfinalen.