Han er kendt som 'tennisfaren fra helvede'.

Og den tidligere tennisstjerne Jelena Dokic har ikke talt med sin far, Damir, i ti år.

Det afslører hun i et stort interview med The Independent og giver det som én af årsagerne til, at hun endelig kan sove godt om natten.

Den tidligere Wimbledon-semifinalist har tidligere fortalt i detaljer om sin fars mishandling af hende.

Jelena Dokic med sin far, Damir, i år 2000.
Jelena Dokic med sin far, Damir, i år 2000. Foto: Afp/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jelena Dokic var kun 16 år, da hun bragede ind på scenen omkring årtusindskiftet, og som 19-årig nåede hun fjerdepladsen på verdensranglisten.

Men under overfladen gemte sig en frygtelig far, der gav hende både fysiske og psykiske tæsk.

Hun har ikke sluttet fred med sin far, men hun har det nu bedre end nogensinde.

»Jeg er det lykkeligste, jeg nogensinde har været, og det kan jeg sige med selvtillid. Jeg vil ikke lade mig besejre af min fortid. Jeg har været i stand til at vende al smerten og lidelsen til noget ekstremt positivt. Min største styrke er min sårbarhed,« fortæller hun.

Jelena Dokic på talerstolen i forbindelse med kvindernes fodbold-VM i 2023.
Jelena Dokic på talerstolen i forbindelse med kvindernes fodbold-VM i 2023. Foto: Morgan Hancock/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg sover godt om natten. Jeg taler ikke med ham. Det gjorde jeg sidste gang for ti år siden,« fortsætter hun og afslører, at hun forsøgte en forsoning, men at han nægter at undskylde.

»Selvom det er familie, er man på et tidspunkt nødt til at give slip og sige: 'det er for giftigt for mig'. Det var det, jeg gjorde – og den dag, jeg gjorde det, blev jeg meget glad.«

Jelena Dokic har tidligere fortalt, hvordan traumerne udviklede sig til spiseforstyrrelser og angst.

Hun stoppede karrieren i 2014 og arbejder i dag som kommentator og tv-vært.