At være gift med en sportsstjerne betyder også et liv i offentligheden. Noget, der i første omgang kan virke sjovt.

»Når du er ung, føles rampelyset og opmærksomheden rart. Der ringede alarmklokkerne ikke i forhold til, at det kunne blive svært.«

Sådan siger Jelena Djokovic til Vesti-Online. Hun er gift med den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic, og hun har selv mærket, hvordan hendes liv har ændret sig. Og hvordan de føromtalte klokker pludselig begyndte at bimle.

»Som tiden går, har du ingen anonymitet, du har intet privatliv, og du kan ikke gøre, hvad du vil, lige når du vil. Jeg prøver ikke at leve op til alle forventningerne, jeg prøver bare at sørge for, at jeg kan være mig selv, og det samme gælder for Novak,« siger hun.

Som offentlig person og særligt i en tid med sociale medier kan hun godt mærke det store fokus.

På Instagram har hun tæt på 500.000 følgere, og det kan hun mærke.

Der bliver holdt øje med hvert et skridt, hun tager – lige fra hvis hun ikke har makeup på, til hvis hun går glip af mandens kampe, som det var tilfældet med Wimbledon sidste år samt årets Australian Open.

Men det ønsker hun ikke at lade sig gå på af, ligesom hun heller ikke ønsker at indtage en 'husmor'-rolle.

Hun vil arbejde for både sin egen skyld, men også for familiens, slår hun fast i interviewet.

»Hvorfor skal den ene rolle ekskludere den anden? Jeg synes, at begge roller er meget vigtige i en kvindes liv. Jeg vil altid været dedikeret til min familie, indtil jeg ikke har mere energi, men jeg har også en klar prioritet i at lave forretning. Både Novak og min mor har arbejdet hårdt for familien, og jeg synes også, vores børn skal have sådanne forbilleder,« siger Jelena Djokovic.

Hun og Novak Djokovic har været gift siden 2014, og sammen har de sønnen Stefan og datteren Tara.

32-årige Novak Djokovic vandt i forrige uge Australian Open, og han ligger nummer et på verdensranglisten foran Rafael Nadal og Roger Federer, der ligger henholdsvis nummer to og tre.