Årets første Grand Slam! Nu gælder det.

Her til morgen gik det løs for Caroline Wozniacki, som der er store forhåbninger til i årets første Grand Slam-turnering, Australian Open.

I første runde besejrede den andenseedede danske tennisstjerne den 29-årige formstærke rumæner Mihaela Buzarnescu, som er nummer 44 i verden.

Caroline Wozniacki besejrede Mihaela Buzarnescu.
Caroline Wozniacki besejrede Mihaela Buzarnescu. WILLIAM WEST

Slutcifrene lød 6-2, 6-3 til danskeren, som efter den velspillede kamp var godt tilfreds med sin egen indsats, da hun mødte Eurosports reporter.

»Jeg er glad. Men der er lang vej endnu. Der er mange gode spillere tilbage. Jeg skal bare ud og have det sjovt og spille mit eget spil,« sagde Wozniacki, da hun blev spurgt om sine tanker omkring at vinde Australian Open.

Højdepunkter fra kampen:

I små perioder kunne rumæneren Mihaela Buzarnescu følge med andenseedede Wozniacki, men det endte altså med en sikker dansk sejr på 6-2, 6-3.

Buzarnescu, der er hoppet op som nummer 44 i verden, kom ellers med en dugfrisk finaleplads fra WTA-turneringen i Hobart i bagagen, men hun formåede aldrig at finde et stabilt, højt niveau i kampen.

Hvis ikke Wozniacki selv vandt pointene, så sørgede rumæneren med flere uprovokerede fejl for, at danskeren tidligt satte kurs mod anden runde.

Interview med Wozniacki efter sejren:

Wozniacki kom fremragende i gang. Hun åbnede med at serve et rent parti hjem og bryde rumæneren efterfølgende til 2-0-føring.

Buzarnescu rejste sig dog hurtigt, og efter et rent servegennembrud kunne hun bringe sig på 2-2 i egen serv kort efter.

Det lille chok rystede ikke danskeren. Hun fandt stabiliteten i sit spil igen, mens Buzarnescu lavede adskillige fejl.

Selv om Buzarnescu er 29 år, har hun meget lidt erfaring på den største scene. Hun fik sin grand slam-debut i US Open i 2017, så Australian Open var hendes blot anden grand slam.

Hun viste i nogle få partier, at hun har et godt topniveau, men bundniveauet lader meget tilbage at ønske, og det straffede Wozniacki.

Tennis - Australian Open - Mihaela Buzarnescu of Romania v Caroline Wozniacki of Denmark - Margaret Court Arena, Melbourne, Australia, January 15, 2018. Wozniacki hits a shot. REUTERS/Issei Kato
Tennis - Australian Open - Mihaela Buzarnescu of Romania v Caroline Wozniacki of Denmark - Margaret Court Arena, Melbourne, Australia, January 15, 2018. Wozniacki hits a shot. REUTERS/Issei Kato ISSEI KATO

Fire partier på stribe gav sætsejr på 6-2 efter mindre end en halv times spil.

Billedet fortsatte i starten andet sæt, hvor Wozniacki hurtigt var på 2-0, men så gik danskeren i stå, mens Buzarnescu ramte sit topniveau.

Det resulterede i to rumænske servegennembrud, og pludselig var 0-2 blevet til 3-2.

Men ligesom i første sæt rystede Wozniacki problemerne af sig. Hun brød tilbage og afsluttede med at vinde fire partier på stribe.

Vejen til finalen ser efter førstedagen ganske fornuftig ud for danskeren, da flere seedede spillere røg ud i hendes halvdel.

Mest prominent var femteseedede Venus Williams' nederlag til Belinda Bencic, men også Dominika Cibulkova, Coco Vandeweghe, Ekaterina Makarova, Sloane Stephens og Shuai Peng røg ud.

Australian Open kan følges på Eurosport Player her.