Hun havde egentlig sagt 'farvel og tak' til den store tennisscene.
Men lige nu trækker Caroline Wozniacki overskrifter verden over.
For den danske stjerne imponerer i disse dage ved US Open, hvor hun sent fredag aften dansk tid spillede sig videre til fjerde runde efter en stærk præstation mod Jennifer Brady.
»Hun har trænet en del i år. Men det hun er i gang med er fuldstændig vanvittigt. Hun har ikke spillet i tre et halvt år, men som hun spiller lige nu, ligner hun en, der aldrig har været væk,« siger tenniseksperten Michael Mortensen til Dagbladet.
Og han er langt fra den eneste, der er dybt imponeret over Caroline Wozniackis præstationer indtil videre.
'Første Slam i næsten fire år. Tredje turnering på snart fire år. To børn senere. Hun er stadig SÅ GOD,' skriver tenniskommentatoren José Morgado på Twitter.
Hos Eurosport bliver den danske stjernes comeback kaldt 'bemærkelsesværdigt', mens BBC kalder det hun har gang i for et 'drømmecomeback'.
»Caroline Wozniacki bliver ved med at finde magien ved US Open,« lyder det i The New York Times, der tilføjer, at både Stan Wawrinka og Elina Svitolina har gang i det samme.
Caroline Wozniacki, der tidligere i turneringen har slået Petra Kvitova ud, spiller næste kamp søndag, og her skal hun møde den amerikanske stjerne Coco Gauff.