Hun orker ikke at få spørgsmålet længere.

For svaret er det samme, som det har været i over et år.

Den hviderussiske tennisstjerne Aryna Sabalenka føler sig nemlig stadig hadet på og uden for banen, fordi hendes hjemland støtter Ruslands invasion af Ukraine.

Og her er det særligt de ukrainske spillere på WTA-touren, hun føler, der ikke kan fordrage synet af hende, selv om hun flere gange har gjort det klart, at hun er imod krigen.

Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

Det fortalte hun tirsdag på et pressemøde forud for turneringen Internazionali BNL d'Italia, skriver mediet Tennis Up To Date.

»Dem, der hadede os, fordi vi er fra et specifikt land, inden denne turnering, de hader os stadig,« lød det fra Aryna Sabalenka, inden hun tilføjede:

»Jeg er bare nødt til at fokusere på, at jeg ikke har gjort noget mod ukrainerne. Det er ikke min skyld. Det er ikke nogle russiske eller hviderussiske atleters skyld. Vi er bare interesserede i at gøre, hvad vi kan, for at dyrke vores sport.«

Aryna Sabalenka, der vandt grand slam-turneringen Australian Open i januar, er det seneste år blevet bombarderet med spørgsmål om krigen fra den internationale presse, hver gang hun er trådt ind i en ny turnering.

Hun har ligeledes mødt adskillige ukrainske spillere, som ikke har ønsket hverken at hilse på hende eller sige tak for kampen i løbet af de seneste 12 måneder.

WTA har – ligesom mændenes tennisorganisation ATP – under den russiske invasion tilladt spillere fra Rusland og Hviderusland at stille op under neutralt flag.