Den danske tennisspiller August Holmgren tabte natten til mandag dansk tid sin første kamp i kvalifikationen ved Australian Open.
I to sæt blev han slået af østrigske Sebastian Ofner, som vandt opgøret med cifrene 6-4, 6-4.
Dermed er den 27-årige dansker ude af turneringen. August Holmgren ligger nummer 191 på verdensranglisten.
August Holmgren blev brudt til 2-3 i begge sæt og formåede ikke at bryde tilbage.
I første sæt havde danskeren ellers flere muligheder for at bryde østrigerens serv og komme tilbage i kampen, men det lykkedes ikke.
I andet sæt styrede Ofner, der er nummer 131 i verden, sikkert sejren i hus.
Den 27-årige dansker kom på alles læber sidste sommer, da han på sensationel vis nåede hele vejen til tredje runde i sin første grand slam-turnering ved Wimbledon.
Han havde dengang spillet sig ind i den prestigefyldte græsturnering med sejre i kvalifikationen.
I tredje runde var australske Alex de Minaur en for stor mundfuld for danskeren, der ellers viste sig flot frem med offensiv og underholdende tennis.
Clara Tauson var også i aktion natten til mandag dansk tid, da hun stillede op i en WTA-turnering i Adelaide.
Men den danske tennisstjerne trak sig med en skade efter at have tabt første sæt i tiebreak.
Tauson deltog i Adelaide som optakt til Australian Open, der spilles i den australske storby Melbourne.
/ritzau/
