August Holmgren knuste Marokkos bedste spiller og bragte Danmark afgørende foran med 3-1 i Davis Cup-kamp.

Danmarks mandlige tennislandshold kan rejse fra Marokko med en flot Davis Cup-sejr.

Det blev en kendsgerning, da August Holmgren søndag eftermiddag besejrede Marokkos bedste singlespiller, Elliot Benchetrit, med de overbevisende cifre 6-2, 6-0.

Dermed kom Danmark foran 3-1 i dysten, der spilles bedst af fem kampe.

Sejren er ikke mindst imponerede set i det lys, at holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen ikke kunne råde over sine to bedste spillere. Holger Rune og Mikael Torpegaard meldte afbud som følge af henholdsvis corona-indrejseregler og en skade.

Men i deres fravær blomstrede særligt Holmgren. Lørdag vandt han sin første single i tre sæt over Lamine Ouahab, der ellers vandt første sæt, og søndag fulgte den 23-årige dansker op med en endnu flottere sejr.

Holmgren, der rangerer som nummer 808 på verdensranglisten, udraderede fuldstændig Benchetrit, der ligger nummer 397.

Benchetrit servede sig foran 1-0, men derfra dominerede Holmgren. Han brød til 2-1 og 5-2, inden han servede første sæt hjem.

Andet sæt blev indledt med et maratonparti, og da Holmgren endte med at udnytte sin tredje breakbold i partiet til at komme foran 1-0, var det som om, at marokkaneren mistede modet.

Holmgren fortsatte sit imponerede spil og endte altså med at ydmyge sin modstander med 6-0. På matchbolden slog Holmgren en forhåndsvinder og kunne derefter juble med sine holdkammerater.

Tidligere søndag havde doublen med Frederik Løchte og Christian Sigsgaard bragt Danmark på 2-1 ved at slå Elliot Benchetrit og Lamine Ouahab med 6-4, 6-4, efter at stillingen havde været 1-1 efter lørdagens singler.

Mødet mellem Danmark og Marokko blev spillet på tredjehøjeste niveau, World Group II, men Danmark får snart mulighed for forfremmelse.

Med sejren over Marokko skal Danmark til marts således spille playoff om oprykning til World Group I.

/ritzau/