Holger Rune har ingen planer om at flytte hjem til Danmark.

Heller ikke selv om han for nylig har købt en dyr lejlighed i København.

For livet i det luksuriøse Monaco er nemlig for godt til, at han går rundt med tanker om at vende hjem til de danske rammer lige foreløbig.

Det forklarede den 19-årige dansker på et pressemøde efter lørdagens sejr i tredje runde ved Australian Open, da B.T. spurgte ham ind til fremtidsplanerne.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

»Jeg har en lejlighed i Monaco, så der er jeg stadigvæk. Det er dér, jeg træner, og jeg kan godt lide at være der. Der er ikke langt til Mouratoglou Tennisakademi, der har så gode faciliteter, hvor nogle af de andre topspillere også træner,« lød det fra Holger Rune, inden han tilføjede:

»Så for mig er det et perfekt sted at være. Gode forhold, gode trænere og gode behandlere.«

Du overvejer slet ikke at vende hjem til Danmark på et tidspunkt?

»Jeg kan godt lide Danmark, og jeg synes, det er hyggeligt at komme tilbage, men for mig er det træningsmæssigt rigtig godt at være i Monaco samt på akademiet i Frankrig. Det er også dér, min træner Patrick (Mouratoglou, red.) opholder sig.«

Holger Rune vandt lørdag over franske Ugo Humbert i tredje runde ved den prestigefyldte grand slam-turnering i Melbourne.

Mandag står han så over for den russiske superstjerne Andrey Rublev i fjerde runde.