Der er allerede gået ti dage, men han husker det stadig tydeligt.

For da den danske tennisstjerne Holger Rune i sidste uge endte med at ryge ud af Australian Open efter et vanvittigt drama mod russiske Andrey Rublev, måtte han nemlig se drømmen om en grand slam-titel blive udskudt med minimum et par måneder.

En stor skuffelse, der derfor krævede, at den 19-årige dansker i dagene efter nederlaget var nødt til at holde lidt fri fra tennis.

Det fortæller Holger Rune til B.T. forud for Davis Cup-kampene mod Indien, der spilles fredag og lørdag i Royal Stage i Hillerød.

Holger Rune træner i Hillerød forud for Davis Cup-kampene mod Indien.
Holger Rune træner i Hillerød forud for Davis Cup-kampene mod Indien. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg forsøgte ikke at være så ked af det, selv om det virkelig var hårdt at tabe den kamp. Jo mere jeg er ked af det, jo længere tid tager det at komme op igen. Og det så jeg ikke ret meget nytte i,« siger tenniskometen og fortsætter:

»Så jeg startede træningen tre dage senere. Der var jeg klar igen.«

Men inden han vendte tilbage til træningsbanen, var det nogle hårde timer, som det unge stjerneskud måtte gennemgå om aftenen, efter han lige havde set en netbold afgøre fjerderundekampen mod den russiske verdensstjerne.

»Om aftenen fyldte dét, jeg kunne have gjort anderledes. Den sidste bold kunne jeg ikke gøre noget ved, så det var mere det, at jeg havde en chance, og den kunne jeg godt have spillet anderledes. Men det har jeg taget med videre,« forklarer han.

Det var efter et vanvittigt drama, som endte med at blive afgjort i fem sæt, at Holger Rune i stedet måtte se Andrey Rublev booke billetten til kvartfinalen ved den prestigefyldte grand slam-turnering i Melbourne.

Danskeren spiller fredag sin første kamp ved Davis Cup-turneringen i Hillerød.

Her møder han den indiske tennisspiller Yuki Bhambri.