Det var slet ikke hende, det handlede om, men hun løb alligevel med opmærksomheden.

For da den danske tenniskomet Holger Rune mandag spillede sin tredje rundekamp ved French Open, tonede danskerens søster, Alma, nemlig flere gange frem på skærmen.

Tv-kameraerne spottede lynhurtigt, at den 23-årige søster sad sammen med resten af Rune-familien og heppede på det unge stjerneskud.

Og netop den opbakning blev der da også lagt mærke til uden for Danmarks grænser.

Foto: JULIEN DE ROSA
Vis mere

»Fransk tv fokuserede jo nærmest kun på familien og i særdeleshed søsteren. Hun var en rigtig helt på Roland Garros. Det var imponerende, og det var vildt at se så stor en beundring for hende og familien,« siger Franck Ramella, der er tennisjournalist på den franske sportsavis L'Equipe, til B.T.

Årsagen til opmærksomheden skal da også findes i Holger Runes succes på det berømte grus i Paris.

For med en sensationel kvartfinale i hus er det en 19-årig dansker, der er ved at blive en verdensstjerne, forklarer Franck Ramella videre:

»Han er blevet en rigtig fanfavorit. En ung fyr, der har et godt ansigt, og så er han meget elektrisk, eksplosiv og viser sig frem.«

23-årige Alma Rune, der er model og tidligere tennisspiller, fik i øvrigt Instagram til nærmest at eksplodere efter sin brors store triumf.

Den historie kan du læse mere om HER.

Alma Rune sidder der muligvis igen onsdag aften, når Holger Rune møder norske Casper Ruud i en historisk kvartfinale ved French Open.

Du kan følge opgøret live her på bt.dk fra klokken 20.45.