Én særlig episode fortæller meget præcist, hvilken vanvittig drejning Holger Runes liv har taget de seneste 12 måneder.

I januar 2022 går han rundt på det verdensberømte Melbourne Park-anlæg, hvor Australian Open afvikles. Han er blot 18 år.

Og han kigger med store, misundelige øjne på de baner, hvor store tennisstjerner som Rafael Nadal og Novak Djokovic træner, inden de skal i aktion ved den prestigefyldte grand slam-turnering.

Det er nemlig hans drøm at blive ligesom dem.

Holger Rune tager natten til tirsdag (dansk tid) hul på Australian Open.
Holger Rune tager natten til tirsdag (dansk tid) hul på Australian Open. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»Jeg kan huske, at han bare gik rundt, kiggede og ønskede, det var ham, der stod og trænede derinde på de store baner,« lyder det fra den unge danskers mor, Aneke Rune, da B.T. møder hende på samme anlæg et år efter.

»For mig er han jo stadig bare en dreng, der har set det her i tv og altid drømt om det. Men nu står han pludselig selv i det,« lyder det videre.

Hun har nemlig set sin søn gennemgå en voldsom forvandling både på og uden for banen.

En forvandling, der nu har sendt den unge dansker op som nummer 10 i verden, og som nu betyder, at hendes søn er blevet en regulær verdensstjerne, som alle river og flår i.

Men også en søn, som alle pludselig har en mening om.

Og netop derfor kan hun da også mærke, at hun nu har en rolle som mor, hvor det er vigtigere end nogensinde før, at hun gør alt, hvad hun kan, for at beskytte ham fra de mange faldgruber, der følger med livet som ung og berømt.

»Jeg vil langt hellere have, at han udvikler sig helt naturligt som en ung mand og som et rigtig menneske, i stedet for at give ham nogle rammer, hvor man siger, han skal opføre sig sådan og sådan,« forklarer Aneke Rune og tilføjer:

»Og ja, så får han nogle hug en gang imellem for den måde, han er på, men det vil jeg langt hellere have end det andet.«

Aneke Rune rejser verden rundt med sin søn.
Aneke Rune rejser verden rundt med sin søn. Foto: JULIEN DE ROSA
Vis mere

Hun vil derfor for alt i verden undgå, at sønnen forandres på en måde, så hun ikke længere kan genkende ham.

»Jeg er lidt bange for, at man presser ham til at skulle være en eller anden figur. For hvad så, hvis han ikke passer ind? Jeg vil virkelig være bange for det. Men det er også en meget dansk måde at se tingene på, tror jeg. Man siger de ting, man vil. Vi er lidt mere åbenmundede,« afslutter hun.

Holger Rune møder natten til tirsdag (dansk tid) serbiske Filip Krajinovic i første runde af årets Australian Open.

I videoen øverst i artiklen kan du blandt andet få seneste nyt fra Rune-lejren.