Holger Rune vil gå i fodsporene på 19-årige Felix Auger-Aliassime, der allerede er nummer 19 i verden.

Det danske tennistalent Holger Rune arbejder med en langsigtet og ambitiøs målsætning, når han fra næste sæson bytter ungdomstennis ud med voksenturneringer.

I løbet af tre år vil han i top-20 på verdensranglisten, for han har set den 19-årige Felix Auger-Aliassime tage samme spring tidligere. Det siger Holger Rune i et interview med Politiken.

- Jeg har en målsætning om at være med på ranglistens top-20 om tre år. Canadieren Felix Auger-Aliassime inspirerer mig for han har gjort det, jeg gerne vil gøre, og han kan lide at spille tæt på baglinjen, ligesom jeg kan.

- Det bliver en spændende fase, hvor modstanderne er stærkere både fysisk og mentalt. Til gengæld er en del af dem tennismæssigt måske lidt dårligere, og de holder sig derfor til det enkle, som de ved fungerer, siger Holger Rune til Politiken.

Den 16-årige dansker fortæller også til avisen, at han ikke er bange for at blive ramt af modgang, hvis overgangen til seniortennis medfører flere nederlag, end han er vant til.

Når han tidligere har skiftet aldersgruppe, har det nemlig også taget tid at få resultaterne med, siger han.

Holger Rune er genstand for store forventninger inden seniorkarrieren.

Han slutter nemlig sin tid i juniortennis af med en førsteplads på verdensranglisten. I år har han blandt andet udmærket sig ved at vinde juniorernes French Open og senest juniorernes sæsonfinale.

I forbindelse med sæsonfinalen for de bedste herrespillere får Holger Rune muligheden for at få en smagsprøve på, hvad der venter, hvis han skal op i verdenseliten.

Ved ATP Finals, der begynder 10. november, skal han være træningspartner for spillere som Rafael Nadal, Novak Djokovic og Roger Federer.

/ritzau/