Holger Rune kunne se det hurtigt. 

Et eller andet var ikke som det skulle være for Stefanos Tsitsipas. 

»Det var meget uheldigt. Vi kunne se i hans serv, at han ikke servede, som han kan. Jeg vidste, noget var galt, og så kaldte han på en fysioterapeut.«

Sådan sagde den danske stjerne i et kort interview på banen efter den meget korte kamp tirsdag eftermiddag ved ATP-Finals.

En slukøret Stefanos Tsitsipas måtte tidligt opgive at gennemføre kampen mod danske Holger Rune.
En slukøret Stefanos Tsitsipas måtte tidligt opgive at gennemføre kampen mod danske Holger Rune. Guglielmo Mangiapane/Reuters

For der var blot spillet tre partier, så tog grækeren sig til den ene arm, sagde 'tak for kampen' til både dommeren og sin modstander og gik slukøret og ærgerlig fra banen. 

Præcist hvad der var galt vides endnu ikke, men situationen betyder, at Holger Rune vinder kampen i to sæt. Han ærgrede sig dog stadig på Tsitsipas' vegne.

»Vi spiller en lang sæson. Det er vigtigt at passe på. Jeg ønsker ham det bedste,« lød det fra danskeren, der selv havde det helt fint.

»I dag mærkede jeg ikke noget, det var tre partier,« sagde Rune, inden han satte ord på søndagens kamp mod Novak Djokovic.

Et tæt opgør, som han tabte i tre sæt. 

»Første kamp mod Novak var en god kamp. Jeg var glad for de ting, jeg gjorde. Det var underligt, jeg spillede så godt, og jeg tabte. Jeg har aldrig spillet så godt og tabt. Det viser noget om, hvor god Novak er. Det handler om at være skarp,« lød det fra danskeren. 

Han mangler nu én kamp i gruppespillet ved ATP Finals. Den er mod Jannik Sinner, og den bliver spillet torsdag.