Den danske tennisspiller Holger Rune havde håbet at få comeback efter sin skade ved græsturneringen i The Queen's Club i London, men sådan kommer det ikke til at gå.

Rune må således melde afbud til turneringen, der begynder 15. juni.

Det bekræfter hans mor og manager, Aneke Rune, over for Ritzau.

Nu er målet at blive klar til grand slam-turneringen Wimbledon, der løber af stablen fra 29. juni.

Hvis alt går vel, skal han spille opvisningskampe, der kan give kamptræning inden Wimbledon.

Rune havde tidligere på året en plan om at få comeback i grussæsonen, men det endte med at blive for tidligt for ham.

Et irriteret knæ var årsagen til, at han 11. maj meldte afbud til en turnering i Hamburg samt French Open.

Det var tilbage i oktober 2025, at Rune kom galt afsted i en semifinalekamp ved en turnering i Stockholm.

Pludselig gav hans ben efter midt i en duel, den nu 23-årige dansker faldt til jorden, og kort efter blev det bekræftet, at han havde overrevet akillessenen.

/ritzau/