Tennisspilleren Holger Rune slog en højere rangeret spiller i Frankrig og nærmer sig fjerde ITF-titel.

Den danske tenniskomet Holger Rune kom lørdag et skridt nærmere sin fjerde titel på ITF-niveau.

Stortalentet spillede sig i finalen i en ITF-turnering i franske Bressuire med en sejr på 6-1, 6-4 over belgieren Zizou Bergs.

I finalen møder han franskmanden Matteo Martineau, der er nummer 434 i verden.

17-årige Holger Rune er nummer 477 på verdensranglisten og var også lørdag oppe mod en spiller, der er rangeret højere end ham selv.

Zizou Bergs er nummer 437 i verden, men det forhindrede ikke danskeren i at vinde første sæt i overlegen stil.

Blot 32 minutter tog det Holger Rune at vinde sættet, efter at han havde udnyttet to af tre breakbolde.

I andet sæt tilspillede danskeren sig blot en enkelt breakmulighed, men det var nok til at vinde sættet og dermed kampen.

Alle Holger Runes tre ITF-titler blev sikret i 2020, og vinder han søndag, vil det altså være tennistalentets første titel i år.

/ritzau/