Han er i gang med sit livs kamp for at komme tilbage.

Men derfor kan man jo godt have tid til at spice sin boligportefølje lidt op.

Den danske tennisstjerne Holger Rune har nemlig både travlt med at genoptræne, efter han i oktober rev sin ene akillessene over, men også med at renovere sit sommerhus i Vejby Strand, Nordsjælland.

Og det skyldes blandt andet en vandskade i det 58 kvadratmeter store sommerhus.

Det fortæller danskerens manager og mor, Aneke Rune, til B.T.

»Det var faktisk på tegnebrættet, at vi skulle gøre det på et tidspunkt, men det var en vandskade i badeværelset, der satte skub i tingene,« lyder det, inden hun fortsætter: 

Aneke Rune fortæller om et kæmpe renoveringsprojekt i sønnens sommerhus.
Aneke Rune fortæller om et kæmpe renoveringsprojekt i sønnens sommerhus. FOTO: Lukas Coch/EPA/Ritzau Scanpix

»Så nu er alt hevet ud, og vi skal i gang med at sætte i stand fra top til tå. Vi bevarer dog det ydre næsten intakt, så sommerhusånden holdes. Men indvendigt skulle det gerne blive cool.«

Det er ikke ligefrem første gang, at Holger Rune beslutter sig for at totalrenovere én af sine boliger.

For både danskerens københavnerlejlighed i Nordhavn samt den store luksusvilla i Roquebrune-Cap-Martin-området tæt på Monaco har allerede fået den helt store tur.

Der var dog tale om langt større renoveringer, end det her bliver, slår Aneke Rune fast:

»Nej, det kan umuligt blive så stort som de andre boliger, vi har rodet med. Vi taler jo kun 58 kvadratmeter.«

»Men vi prøver at kreere et dejligt fristed, som Holger kan lide, og prøver hele tiden at forny stilen lidt fra bolig til bolig. Der bliver åbnet lidt op, fjernet nogle vægge, sat ekstra vinduer i og der kommer noget varme ind, der kan fjernreguleres. Og så skal der opsættes et nyt køkken, hvor jeg har bestilt nogle smukke japanske fliser,« forklarer hun, inden hun understreger én ting:

»Men der er lang vej endnu...«

Hele renoveringsprojektet var i øvrigt planlagt, inden Holger Rune blev ramt af skrækskaden for snart to måneder siden.

I disse uger befinder den danske verdensstjerne sig i Qatar, hvor han genoptræner på sportshospitalet Aspetar.