Holger Rune kan endelig se fremad.
For den danske tennisstjerne har netop været en tur på operationsbordet i København, som B.T. kunne afsløre tidligere på dagen, efter han overrev sin ene akillessene i weekenden.
Og operationen, der tog et par timer, er heldigvis gået godt, meddeler Rune-lejren i en pressemeddelelse.
»Det er ulykkeligt. Det har været nogle hårde dage, og jeg har været meget ked af det,« lyder det blandt andet fra danskeren, inden han tilføjer:

»Men jeg er glad for, at operationen er gået godt, og jeg skal nok komme igennem det her. Jeg ved, at det kræver tålmodighed, men jeg kommer til at knokle på med genoptræningen hver eneste dag og give alt, hvad jeg har i mig, for at komme stærkt tilbage.«
De kommende uger vil Holger Rune bruge på rehabilitering i Danmark, lyder det videre.
Rune-lejren oplyser, at man på nuværende tidspunkt endnu ikke ved, hvornår man regner med, at tenniskometen vil være færdig med genoptræningen.
Han takker dog for al den støtte, han har modtaget de sidste par dage.
»Jeg har modtaget så ufatteligt mange søde beskeder og hilsner fra fans over hele verden og fra familie, venner og kolleger, og det varmer helt vildt i en svær tid. Den kærlighed betyder virkelig meget,« siger Holger Rune.
Operationen fandt sted på Aleris-Hamlet og blev udført af den kendte læge Morten Boesen, som også er tilknyttet FC København og det danske fodboldlandshold.