Hørsholm skal være vært for en tennisturnering, der har tiltrukket den norske tennisstjerne Casper Ruud.

Holger Rune og den norske tennisstjerne Casper Ruud er blandt de spillere, der skal kæmpe om en titel på dansk grund.

28. og 29. november spilles turneringen UTR Leschly Nordic Masters i Hørsholm, og her vil både Rune og Ruud således deltage.

Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

- Jeg ser meget frem til at komme til Danmark og konkurrere. Det er en glimrende mulighed for mig at møde dygtige spillere som forberedelse til den nye sæson, og jeg håber at klare mig godt og nyde atmosfæren til arrangementet, siger Casper Ruud i meddelelsen.

21-årige Casper Ruud er nummer 27 på verdensranglisten og må derfor regnes som favorit til turneringen. Den fire år yngre Rune er nummer 545 i verden.

Derudover deltager danmarksmesteren Christian Sigsgaard og svenskeren Elias Ymer.

Spillerne dyster om en samlet præmiesum på 150.000 kroner. Semifinalerne spilles om lørdagen, mens kampen om tredjepladsen og finalen finder sted om søndagen.

- Det er et fantastisk initiativ. Jeg har trænet med unge topspillere som (Stefanos, red.) Tsitsipas og (Daniil, red.) Medvedev, men jeg har endnu til gode at stå i en rigtig kamp mod en spiller fra top-100, så det glæder jeg mig helt vildt til, siger Holger Rune.

Holger Rune deltager i denne uge i en ITF-turnering i Spanien, hvor han er nået til kvartfinalen.

/ritzau/