Det danske tennishåb måtte se sig slået i første kvalifikationskamp til ATP-turneringen i Antwerpen.

Tennistalentet Holger Rune bliver ikke en del af det fine selskab, når ATP-turneringen i Antwerpen går i gang i den kommende uge.

Den 18-årige dansker forsøgte at spille sig ind i hovedturneringen gennem kvalifikationen, men røg ud i første hug.

Runes endestation blev franskmanden Pierre-Hugues Herbert, der som nummer 100 på verdensranglisten er placeret 24 pladser højere end sin danske modstander.

Herbert vandt i to sæt på hardcourt-underlaget med cifrene 6-3, 6-4.

Efter at have tabt sin serv tidligt i første sæt, så Holger Rune ellers ud til at være kommet tilbage på sporet, da han brød tilbage til reducering 3-4.

Men derefter tabte han igen sit eget serveparti, hvorefter franskmanden kunne sikre sig sætsejren efter en halv times spil.

Også i andet sæt kom Rune tidligt i problemer ved at tabe sin serv. Og denne gang formåede han ikke at bryde tilbage.

Han missede tre breakbolde ved stillingen 2-4, og Herbert holdt skansen og kunne til sidst serve sejren hjem med 6-4.

Pierre-Hugues Herbert skal igennem endnu en kvalifikationskamp for at sikre sig adgang til hovedturneringen.

/ritzau/